Når jeg kigger på stjernerne

Kære Læser

Når jeg føler mig alene og magtesløs kigger jeg på stjernerne og tænker på at………

Livet på jorden er oplyst af det rene lys fra vores sol. Selvom lyset fra denne stjerne ser ud til at være konstant, vil der sikkert komme et tidspunkt, hvor vores smukke sol slukkes. Dette er universets naturlige cyklus; man fødes, lever, bevæger sig og genfødes og sådan fortætter det..

Når store stjerner løber tør for brint, får tyngdekraften stjernes kerne til at trække sig sammen. Man kan sige at stjernerne køler ned og kollapser under deres egen vægt. De eksploderer derefter, bliver blæst væk- dette kaldes en supernova eksplosion.

Lyset fra en supernova afgiver det klareste lys, som er synlig på nattehimlen.
En supernova angiver slutningen på en stjernes liv. I sin døende proces frigiver den nye råelementer og gasser, som skaber nye stjerner, solsystemer og et uendeligt antal forskellige livsformer.

En stjernes livscyklus kan vare i milliarder af jordår, og afspejler ligesom universets evige bevægelige natur.
vi skal alle dø på et tidspunkt, men mest af alt tror jeg på, at vi genfødes i og af universets uendelighed. Hver sjæl, hver af os er i livet og en del af universet.

Jeg ved godt, at jeg skal dø fysisk på et tidspunkt, men i livet kan afslutninger også føles, som en slags død. Uanset hvilken død jeg oplever, er det meget lettere at gå igennem den, når jeg tror på, at det gamle transformerer sig til noget nyt, ligesom stjernerne på himlen. Det giver mig tillid til at det nye nok skal finde vej på et tidspunkt.

Uanset hvor stagneret jeg føler mig, giver det mig håb når jeg tænker på, at jeg er en del af universet uendelige bevægelse- og derfor ikke kan undgå at blive bevæget af dets rytme.

Jeg ser mit liv, og livet i det hele taget, som tæt forankret i cyklusser, der er meget større end blot dette liv her og nu. Når jeg tænker på at livet er dybt forbundet i tidscyklusser, og at vi alle er en del af en større helhed, udvider det mit perspektiv og forståelsesramme for både min egen og andres essens.

Alle er jo som en stjerne i det fælles kosmiske stamtræ, og i sidste ende er vi jo alle lavet af det samme materiale.
Som mennesker lever vi nu på jorden, og i denne tid er der særligt fokus på vigtigheden af jorden og menneskehedens velbefindende.

Jorden som en enhed i sig selv, der vokser, udvikler sig og måske lever sin egen legitime livscyklus. Dens overflod har skabt livmoderen for samtlige skabninger på denne planet. Og selvom jeg kan føle mig løsrevet fra denne enhed, bliver jeg igen håbefuld, når jeg identificerer sig med de større livscyklusser og udviklingen af planeter, stjerner og galakser. Solen og jordens sjæl, og det smukke stjernelys lyser igen i mit sind for en stund, og jeg genvinder tilliden til at universets rytme også bevæger mig og alt liv her på jord.

Kærligst Manuela

Del: