Musikken min sjælelige stok her i livet

Kære Læser
Musikken har altid været et åndehul for mig i mit liv. Nogengange har det været ordene båret af en melodi, der har givet mig glæde og støtte, og andre gange tonerne og harmonierne.

Jeg skrev engang en tekst om en situation jeg havde oplevet som barn. Det er min gode veninde og pianist Lorena Mainero, som spiller klaver. Lyt til sangen her: ”Se det barn”

her:

Se det barn med det blonde hår. Og øjne som stråler ensomhedens skær. Vil vi se! Ku´ vi blot forstå hvordan hun var, og har vi egentligt prøvet. Se hende nu, der alene stående udenfor observerende andre børn. Et simpelt barn, nærmest ligesom dem, selvom vi ved, at hun er helt sin egen.
Frygt ej hendes naturlighed, men elsk hende blot så meget mer.
Mens hun ser tilbage undrende på al den kærlighed der aldrig var. De stakkels barn gik glip af hvem hun var så aldrig den naturlighed hun bar. Da hun gik tårerne flod, men hjertet sang- tænk på den frihed hun nu har. Hjælpeløs, frygtsom lidt på vagt, så varsom med al den kærlighed hun nu har.
Sælsomhed hendes pragtfuldhed en fremtid, som en båd i ukendt vejr. Lad os for hendes naturlighed, den leg som alle børn d burde lær´.
Frygt ej hendes naturlighed, men elsk hende blot så meget mer.

Senere i livet skrev jeg en tekst til en buddhistisk komsammen. Den hedder ”En verden”, og det er igen min gode veninde og pianist Lorena som spiller på klaveret.

Lyt her:

En verden dybt i min forstand. Fornemmelse af det sande sand. Jeg søger og føder nye tanker, mens jeg kommer tættere og nænsommere på.
Min nutid er et udtryk for den jeg var. Min fremtid vil bli et udtryk for den jeg er. Jeg søger og føder nye tanker, mens jeg skaber miraklernes tid er forbi.
Et uventet pust skæbnesspil, og lukker så hårdt livets dør. Men alt har sin ordning retfærdigheden vil vinde, og åbne på ny livets dør.
Jeg ser en verden hvor børnene leger, vokser og udfolder sig frit. Mit sind det har været i begrænsningens rige, men nu har sat mig selv fri.
Jeg ber for enhver i verden her, og ønsker alles lykke frigøres. Jeg ber for dit ønske, som et stjerneskud i natten tættere og nænsommere på.

Senere i livet begyndte jeg at skrive rigtig mange sange uden ord. Her føler jeg mig fri og i et med musikkens væsen. jeg kan også godt lide at hengive mig musisk til malerier, dans og stemningen i digt. Det inspirerer mig til et musisk udtryk. I den forbindelse spiller og synger jeg også sammen med visuelle udtryk.

Se og hør det

Kærligst Manuela

om åndedrættet

Kære læser

Under min uddannelse som klassisk sanger har jeg mødt mange forskellige teknikker, som alle havde til hensigt at hjælpe mig med, at blive bevidst om mit åndedræt.

I dag vil jeg introducere dig for en af teknikkerne. Jeg kalder denne teknik for det fuldendte åndedræt. Her på siden finder du en meditation, som guider dig til at opleve dit fuldendte åndedræt, og du kan også se en kort video om det fuldendte åndedræt.

Vi ånder ind og ud mens vi lever, og både vores livskvalitet, samt måden vi taler og synger på er påvirket af, hvordan vi trækker vejret.
En overfladisk vejrtrækning kan medvirke til at kroppen ikke får nok ilt og energi. Men arbejder vi med det fuldendte åndedræt vil man både forhøje livskvaliteten, samt stemmekvaliteten.

God fornøjelse

Det fuldendte åndedræt lyt her:

Kærligst Manuela

At evne at lytte

Er høresansen nok når vi lytter? nej

Det kinesiske verbum at lytte består af flere komponenter.

Det består af øre, øje, hjerte, selvet og nærvær.

Den bedste måde at træne lytteevnen er i mødet med den levende musik.
I den levende musik opstår der nemlig et særligt nærvær mellem musikeren, instrumentet, musikken, og den som lytter.

Det bedste er at opleve musikken med vores hjerte, øre, øjne og nærvær, og det gør vi i mødet med den levende musik.

Vi træner lytteevnen fordi:
Det samme musikstykke lyder aldrig helt ens når det opføres live. Det forbliver unikt fordi musikeren, rummet og publikum gensidigt påvirker hinanden.

Med den levende musik skabes et særligt rum, som giver en unik oplevelse, som samtidigt udvikler vores lytteevne.

Men hvad gør man så, når man gerne vil træne lytteevnen, og ikke har mulighed for at møde den levende musik.

Selvom det optimale er at lytte til levende musik- er det et godt supplement at lytte til forskelligt musik, og lave lyttelege.

Prøv om du kan høre hvilke instrumenter, der bliver spillet her:

I mit arbejde som musikpædagog anvender jeg ofte billeder af forskellige instrumenter, og jeg lader børnene lytte til de forskellige instrumenter, hvorefter de peger på det instrument de hører.
Man kan sagtens selv lave nogle billedkort, men også købe kort med cd til formålet.

Kærligst Manuela

Musisk mindfulness en oase af ro og fred

Musisk mindfulness en oase af ro og fred

Musisk mindfulness er en sansestimulerende pædagogisk metode, som bygger på ældgamle erfaringer om hvorledes musik og stemme virker på mennesket.

Arbejdet med lyd og stemme startede for mere end 5000 år tilbage i den Indiske helbredelseskunst, og er i vore dage stadig et vigtigt element i musikpædagogik og musikterapeutisk praksis.

Centralt i musisk mindfulness er arbejdet med nærvær, observation og accept af de følelser og tanker som opstår undervejs.

På workshoppen vil vi arbejde med vores krop, stemme og klangskåle i det tempo som føles behageligt for den enkelte.

Jeg medbringer en gong, klangskåle, syngeskåle, klokker og en klangmassagestol.

Workshoppen er åben for alle, som har lyst til at udforske hvad lyd og stemme kan. Workshoppen kan laves både ude i den fri natur og indenfor.

De vigtigste egenskaber ved Musisk Mindfulness er:

• Hurtig og dybtvirkende afspænding.
• Fredfyldt, æstetisk nydelse.
• Harmonisering af krop og sind gennem lyd.
• Stimulerende og harmoniserende til kroppens selvhelbredende evne.

Kærligst Manuela

Guidet meditation med harpe

Kære læser

I flere år har jeg udviklet og udført guidede meditationer, både for enkeltpersoner og for grupper. Nu har du også muligheden for at høre dem online.

Jeg indleder oftest meditationen med at sige, at man skal sætte eller ligge sig behageligt tilrette. Men føl dig fri til at høre den hvor du lyster. Jeg lytter gerne til guidede meditationer, mens jeg står og vasker op eller gør rent.

Disse meditationer her på siden handler om engle. Det kan være du tror på engle, og det kan også være du ikke gør. Uanset hvad så vil meditationerne have en effekt. Tænk evt på englene som en metafor, som repræsenterer nogle særlige kvaliteter, som så kalder på nogle karakteristika i dig selv.

Du kan bestille din egen meditation både online eller ved, at jeg kommer med min harpe og udfører en guidet livemeditation.

Det er muligt både for private og offentlige institutioner at bestille guidede meditationer.

God lyttelyst

Kærligst Manuela

1. Lær de forskellige Ærkeengles kvaliteter at kende, og mærk dem i dit eget liv

2. Ryd op dit liv meditation. En slags indre hovedrengøring.

3. En meditation som stiller skarpt på forhold.

4. Fokus på nye og sunde vaner.

5. Lær din livsmission at kende.

6. Få hjælp og støtte til at udleve det du brænder for.

7. Kærlighedsmeditation-særligt den romantiske kærlighed.

8. Mød din skytsengelmeditation

Manuelas yogasange for børn

Holder du af at lave sang og bevægelse sammen med børn så prøv mine yogasange.

Yogasangene indeholder yogaøvelser ledsaget af sang.

Yogaøvelserne og sangen fungerer i samklang.

Synger du for eksempel om en sol, som i sangen ”Jeg takker solen”, så former du armene som en sol og synger ordet sol. Men der sker mere end det, man leger nemlig at solen er tilstede, og på den måde fungerer solen som en metafor, for den ”rigtige” sol.

Den abstrakte tænkning udvikles ved at man forestiller sig noget, der ikke lige er der, mens man samtidig kalder på solens karakteristika, når man forestiller sig den. Solens karakteristika kunne være varme, lys, liv og glæde.

I samtlige yogasange er der øvelser som kalder på noget, og når man udfører en bevægelse eller en sang som kalder på nogle særlige karakteristika, erfarer man flere lag i sig selv.

Yogasangene er en slags opdagelsesrejse i det indre liv.

Er du nysgerrig efter mere så tilbyder jeg workshop i yogasange både for private og offentlige institutioner.

Kærligst Manuela

Manuelas musiske hjørne for børn

Jeg husker engang, hvor en af mine brøde sad i badekarret og sang: ”Moar jeg vil ikke rydde op, Moar jeg vil ikke rydde op”.

Han sang den så længe, at jeg er sikker på han havde glemt, at han ikke ville rydde op.
Sangen udviklede sig fra ” Moar jeg vil ikke rydde op- til Moar hvor er proppen osv”.

Min brors badesang er et eksempel på børns spontansang. Børn synger hvad de oplever og tænker.

Den spontanesang er kendetegnet ved, at den ligesom går i ring,- den slutter ikke rigtigt.

I Manuelas musiske hjørne for børn er alle sangene komponeret efter principperne, for børns spontane sangmønster.
Sangene er pentatonisk opbyggede, og giver derfor en fornemmelsen af, at man kan synge dem i en uendelighed. Sangene kan også give børn musikalsk overskud, fordi de bliver præsenteret for en sang, som svarer til deres spontansang.

Den pentatone skala som alle sangene, i Manuelas musiske hjørne, er komponeret efter har en mere svævende karakter. Derudover er de korte og hurtige at lære for børn.
Den samme sang kan gentages mange gange, og barnet kan også skabe sin egen leg med sangen.

Det kunne for eksempel være, at man i titte titte bøh sangen siger bøh med forskellige dyrelyde.

Titte, titte bøh:
Under tæppet laver jeg en hule, når jeg sidder stille, så kan ingen finde mig. Borte, borte, tit, tit. BØH.

Er du interesseret i hvordan du får mere sang ind i hverdagen med børn?

Så tilbyder jeg både private og Institutioner foredrag og workshop, som passer til jeres behov.

Kærligst Manuela

Sjælen og tonerne

Kære læsere

Hvad er musikalitet? og hvorfra kommer musikkens væsen?

I bogen af Jette Rymer “Musik i opvæksten” citeres Steiner for “en definition på det musikalske”:
“Hvad er det musikalske? det som man ikke hører! Det, som man hører, er aldrig musikalsk. Tager De tidsoplevelsen mellem to toner, som klinger i melos, så hører De intet for det, De så hører, er klingende toner. Men det, som De uden at høre det oplever mellem tonerne, dette er i virkeligheden musikken, thi dette er det åndelige ved sagen, mens det andet er det sanselige udtryk for det”.

Steiner beskriver altså, at musikkens væsen ikke er tonerne eller noderne. Men musikken kan komme til udtryk igennem det tilgængelige materiale, men er samtidigt ikke musikkens væsen i sig.

Musikken taler således til mennesket ikke i den enkelte tone, men imellem tonerne, og deri gemmer sig musikkens væsen.

I Steiners værk Det musikalskes væsen står der:” Når et menneskes belyses, danner dets skygge sig på væggen. Det er ikke det virkelige menneske. Således er den musik, som skabes her i det fysiske, kun en skygge af devachans langt højere musik”. Her mener Steiner at musikken og tonerne hentes fra sjælen, som er forbundet med den verden, som ikke kan opfattes umiddelbart af menneskets sanser men må opfattes igennem sjælens evne til at forbinde sig med devachanverdenen.

Devachanverdenen opfattes som en slags drømmeverden og kan opnås igennem meditation, dagdrømmeri eller søvnen. I devachanverdenen åbner der sig en inspiration til nyskabelse, hvorefter denne nyskabelse kan bringes til denne verden.

I devachanverdenen er det muligt at opleve den verden, hvor musikkens væsen hører hjemme. I devachanverdenen er tonerne ikke umiddelbart uhøre for det fysiske øre. Men mennesket kan alligevel til dels bringe devachanverdenens toner med sig her på jorden, og dermed kan mennesket også få adgang til devachanverdenen via musikken.

Det musiskes væsen opfanges altså, ifølge Rudolf Steiner, ikke i de hørbare toner, men opfattes når man forbinder sig med musikkens væsen imellem tonerne der høres.

Kærligst Manuela

Findes der talenter i vore dage?

Kære læsere

I denne blog vil jeg med udgangspunkt i filosoffen Dorte Jørgensen skrive om kunstnerisk kreativitet og talent.

Med talent mener jeg en kunstner eller musiker, som besidder evnen til kunstnerisk kreativitet, og derfor kan defineres som et talent eller geni.

Ifølge Dorte Jørgensen defineres kunst ud fra det, vi betegner som kunst. Denne definition af, hvad kunst og et talent er, er i høj grad det, som kunstinstitutionerne udpeger som gældende.

Hun siger desuden, at hvordan et talent bør defineres, opleves som en demokratisk proces for tilhængerne af en kunstoplevelse. Men i virkeligheden er denne proces ifølge Jørgensen åndløs. Konsekvensen er, at kunstopfattelsen bliver subjektiv, og at det ikke længere er muligt at skelne mellem, hvad der er et talent, og hvad der ikke er.

Man kunne så spørge hvis dette er kriteriet i vore dage i forsøget på at definere, hvad et talent er, formår vi så at overskride den enkelte kunstinstitutions smag eller præference for, hvad der skal defineres som et talent? Og er det så overhovedet muligt at diskutere, hvad et talent er, hvis der ikke er en almen forståelse for, hvad et talent kan være?
Jørgensen skriver desuden: ” I dag er det netop blevet sådan, at hvis nogen finder behag i noget, bliver det pågældende udnævnt til at være kunst”.

I Filosoffen Kants begreb om kunsten skelner han mellem imellem håndværk og kunst. Men i dag skelner man ikke længere mellem disse to begreber ifølge Jørgensen. Dette beror imidlertid på en misforståelse fordi kunst og håndværk er ikke det samme. Tendensen til at kalde et håndværk for kunst kommer af, at kunst i dag betragtes som finere end et håndværk. Og med det mener hun, at der profiteres af at kunne kalde et håndværk for kunst. Og kunst er det, der behager. Filosoffen Adorno ville derimod mene, at kunstens opgave ikke blot er at behage. Dette ville derimod blot være et udtryk for kulturindustriens selvtilstrækkelighed og blot forblive en privat smagsdom. Men Jørgensen påpeger også, at der ikke længere er meget håndværk i kunsten, og mener hermed, at meget af den kunst, der kommer til syne, er skabt af kunstnere, som ikke længere besidder et håndværk. Hun mener, at det i dag er fantasien, som er styrende faktor, om det er muligt at realisere sig som kunstner. Og hun mener, at skal man som kunstner have virkeliggjort sine ideer, må man ty til håndværkere for at få det realiseret. Hun mener, at manglen på håndværkmæssige færdigheder har medført, at kunsten er blevet allemandseje. Og heri opløses ifølge Jørgensen ideen om, hvad der er kunst, og hvem der kan betegnes som havende et talent.

Men hvad vægtes så højest i vurderingen af et muligt talent- er det evnen til ideen eller håndværket? Det er hverken- eller for Jørgensen. Hun mener derimod, at evnen til at pirre vægtes højere end evnen til at få ideer, og med denne udvikling, mener hun, kan enhver betegnes som kunstner.

Evnen til at pirre og gøre sig bemærket er i tidens ånd ifølge Jørgensen, hvor behovet for at realisere sig selv ved at være såkaldt kreativ vægtes højt. Derfor er det ikke længere vigtigt hverken at kunne beherske et håndværk eller at kunne skabe skøn kunst.

Jørgensen mener, at evnen til at pirre og realisere sig selv igennem et kreativt udtryk medfører, at man nu har mere fokus på personen frem for den kunst, som personen fremstiller, og heri mener Jørgensen, at kunsten ikke længere kan betragtes ud fra en almen betragtning.

Nu vurderes og bedømmes kunst og kunstnere af eksperter fra forskellige kunstinstitutioner, men samtidig gør den brede befolkning krav på at producere talenter uafhængigt af de pågældende kunstinstitutioner. I denne mekanisme mener Jørgensen, at det er i den enkeltes interesse ikke blot at skabe noget, men også være noget særligt, uden at skulle have kendskab til håndværket eller særlige færdigheder. Hun mener, at det at være særligt defineres som originalt, hvorimod genialitet ikke længere er et begreb i særlig høj kurs.

Originaliteten forstås i vore dage som noget, der ikke er set før. Men Jørgensen betvivler muligheden for at fremstille noget, der er helt nyt, og giver samtidig indtryk af, at hvis noget skal være originalt, må det intet efterligne. Hun mener, at dette er en avantgardistisk misforståelse, fordi originaliteten bliver forstået som noget, der er fuldstændig nyt.
Avantgarden derimod er i dialog med det bestående men formår samtidig at overskride det. Og det samme er gældende for det originale, at det ikke er uden forbindelse til traditionen.

Originalitet bliver ifølge Jørgensen misforstået i vore dage. Den enkelte gør krav på at realisere sig selv ved at være original og hermed tro, at man opfinder noget, der ikke er set før. I denne proces bekræftes den enkelte samtidig i at være noget særligt.

I vore dage fordeler kunstnere sig ifølge Jørgensen typisk i tre kategorier. Den første kategori er kunstnere, som ukritisk producerer populærkunst. Disse kunstnere kunne betragtes som talenter, som kulturindustrien producerer og anerkender. Den anden kategori er de kunstnere, som ønsker at tilføje kunsten spiritualitet eller en æstetisk vision til den nuværende kultur. Og den tredje kategori, som Jørgensen beskriver, er de kunstnere, som forsøger at fremprovokere en samfundsmæssig forandring. Til den tredje kategori hører også avantgarden, fordi disse kunstnere ikke blot ønsker at efterligne men også forandre, samt være forud for og medvirke til den sociale forandring.
Det væsentlige for den tredje kategori er dog, at kunstnere ifølge Jørgensen ønsker at frigøre sig fra restriktioner forårsaget af kulturindustrien. Denne frigørelse har i vore dage medført, at avantgarden ikke bare kritiserer, men helt vil frigøres fra kulturen og traditionen, for så efterfølgende at skabe noget på egne præmisser. Dette medfører dig en militant holdning ifølge Jørgensen, og resultatet bliver, at kunstnere nu forventes at kunne gennemskue fremtiden, at ideen bliver det væsentligste. I denne proces, mener Jørgensen, har kunstnere i dag mistet håndværket, fordi det ikke længere betragtes som det væsentligste i en kunstnerisk udfoldelse.

Kunstnere kan klare sig med fantasien alene, mener hun. Fantasien er allemandseje, og derfor er det nærliggende, at alle kan definere sig selv om som talenter og kunstnere. Men i denne proces bliver det ikke kunsten, der har forrang, men tværtimod den enkelte kunstner.

Den der bedst sælger sin idé bliver udnævnt til at være kreativ og talentfuld. Der er således en manglende forståelse i vore dage, at et talent har kendskab til et sæt færdigheder, og samtidig formår at overskride disse færdigheder ved hjælp af originalitet og genialitet.

Det vægtes højst, at den kunstneriske proces handler om den enkeltes kunstners kreative kilde til værkerne og produkterne.

Kunstnerens fantasi og kilde til kreativitet mødes både af forventning og foragt i den brede befolkning. Denne dobbelthed forårsager en usikkerhed om kunstens berettigelse, fordi den i sig selv er betydningstom uden kunstnerens evne til at sælge ideen.

Jørgensen mener, at samfundet ville være bedre stillet, hvis genialitet og talenter blev forstået som evnen til at kreere ud fra det foreliggende, samt ved at anerkende de håndværksmæssige kompetencer.
Der mangler lige nu ikke aspiranter, som forsøger sig ud i en karriere som popstjerner, men der mangler mennesker, som evner at kombinere den håndværksmæssige viden med kreativitet og idérigdom.

Kærligst Manuela

Menneskets erkendelse og kunsten

Menneskets erkendelse og kunsten

Kære Læsere

Lad os undre os over, hvad der sker med menneskets oplevelse af musikken og kunsten, når musikken bruges som et middel til at understøtte noget andet. Med det mener jeg, når musikken bruges som et produkt, der skal fremkalde for eksempel en bestemt følelse. Hvordan påvirker det så oplevelsen af musikken, når den bruges og forsvares som et middel til at opnå for eksempel en følelse af fred.

At anvende musikken som et middel til at opnå et mål er en tendens, som også kan ses andre steder end på Goldschmidts Musikakademi. I Folkeskolen indgår kunst også i fag som for eksempel musik og billedkunst. Frede V. Nielsen beskriver i tidsskriftet Folkeskolens Musiklærerforening, hvordan musiklærere retfærdiggør musikundervisningen i Folkeskolen. Der står blandet.” Den almindelige tendens er at henvise til typer af fag og aktivitet, som har høj status i den pågældende kultur på det pågældende tidspunkt. Set over en lang periode i den vestlige kultur vil det sige akademiske fag og praktiske nyttefag. Helt aktuelt er det de såkaldte PISA-fag, som vi har set, at også nogle musikfolk gerne henviser til, når de vil tale musikkens sag. Dette forhold peger i retning af musikfagets rådvildhed eller en fornemmelse af magtesløshed, når faget anskues på dets egne præmisser”.

Jeg kunne inddrage flere eksempler, men det vigtigste for mig er, at sætte fokus på, at der er en tendens i samfundet til at anvende kunsten som et middel til noget andet. Der er selvfølgelig forskel på, at henvise til, at musikken kan være medvirkende til at skabe færre konflikter, og så til at forsvare musikfaget i forhold til at legitimisere dets eksistensberettigelse i Folkeskolen ved at henvise til PISA-fagene. Men mekanismen viser den samme tendens, som er, at man forsvarer et kunstnerisk fag ved at henvise til aktiviteter og fag udenfor kunstens væsen.

Frede V. Nielsen møder endvidere Thomas Blachman i en samtale. Denne samtale er arrangeret og optaget af Asterisk Tv (produceret af Det Pædagogiske Universitet). En samtale fra tårnet, hvor de diskuterer de kraftige nedskæringer, som truer musikfaget i vores samfund. I den forbindelse udtaler Thomas Blachman: ” Vi må spørge os selv, hvad vil vi. Det er et fundamentalt spørgsmål: Hvad for et menneskesyn vil vi have i det 21. århundrede? Hvorfor skal vi nedprioritere det eneste alternativ, der i virkeligheden findes til alt det andet lort, opmaterialiseringen og at unge mennesker skal lede uden for sig selv. Musikken er adgangsbilletten til en form for egen dialog. En adgangsbillet til at kunne føle en indefrakommende luksus, som i den grad kan konkurrere med den udefrakommende luksus, nemlig i form af et indre liv. VI lever i et samfund, der idealiserer professoratet, de højtstående uddannelser og mennesker, hvor det hele er oppe i hovedet.

Thomas Blachmann og Frede V. Nielsen er begge enige i, at de kunstneriske fag har trange kår i form af nedskæringer, samt at de bliver forsvaret ved at henvise til andre værdier og formål end det formål, der kunne ligge i kunsten selv. Thomas BLachmann kritiserer endvidere en idealisering af et samfund, hvor mennesket, der lever oppe i hovedet, som han selv udtrykker det, bliver idealiseret. Samtidigt kunne man også spørge, om Blachmann ikke også vil bruge musikken som et middel eftersom han mener, at den er en adgangsbillet til det indre liv.

Jeg er interesseret i at undersøge de kreatives fags ophav, det vil sige ikke kun musikken eller billedkunstens væsen men den kreative åre, som ligger bag et kunstnerisk udtryk. Dertil kunne man også undre sig over, om musikken af sig selv er fredsskabende? Har freden nødvendigvis noget af gøre med musikkens væsen?

Kærligst Manuela