musik en ven i nøden

Kære Læser

Musikeren- en ensom pionér

Ifølge Adorno er det musikerens opgave at bryde med det umiddelbare, Derfor kalder han musikeren en ensom pionér, hvis vigtigste opgave er at søge nye udtryk.

Musikken kræver nye udtryk og kommer til udtryk igennem folket. Der opstår derfor nye former og nye måder for musiske udtryk- tænk på altankoncerter, fællessang via tv osv.

Musikken finder vej ind i ensomheden, men det er samtidigt i uafhængigheden af ensomheden at musikken skaber nye former, den bryder ligesom fri fra ensomheden og kræver et fællesskab på ny.

Musikkens ånd bryder med den almene tendens, der ligger som en dyne over samfundsborgere. Tænk på hvordan musikken har bragt liv og glæde til mennesker, som har været tvunget inde døre i disse tider,- her tænker jeg på corona.

Det kræver en vis frihed at bryde med det eksisterende, regler og påbud, men musikkens fleksibilitet og menneskets trang til at udtrykke sig og søge fællesskab finder altid en vej i kulturen.

For filosoffen Adorno ligger musikkens essens udenfor musikeren, den ligger i musikkens ånd, men det er musikerens opgave at være medie for denne ånd og udtrykke den.
Og kan man andet end tage denne opgave på sig.- måske er det ikke så meget en opgave, men nærmere en gave vi mennesker har fået af musikkens ånd.

Gang på gang er jeg blevet bekræftet i at musikken både kan fungere som et redskab, det kan være som et fredsskabende redskab osv… men…
Uanset hvilket formål musikken tjener så finder den en ny vej og skaber nye former,- og jeg tænker også at mennesket er et redskab for musikkens ånd. Vi tjener musikkens ånd når vi synger, danser og spiller sammen.

I de seneste år har der været tale om at musikken skal være et mål i sig selv og ikke udelukkende et middel til at opnå noget andet.

Men kan musikken udelukkende anvendes som et middel?

Adorno mener at musikkens ånd bryder med de samfundsmæssige og kulturelle rammer, som mennesket forsøger at tæmme musikken ind i.

Måske kan musikkens ånd ikke tæmmes og anvendes udelukkende som et middel.

Jeg tror at musikken altid vil finde en vej ud af den middelmådige tankeform, de stramme regler og målbarhedsparadigmet.

At musikken så også kan være et middel til noget andet, må snarere betragtes som en positiv bivirkning, end som essensen af musikkens ånd…

Lad os fortsat synge sammen!

Kærligt Manuela

Del: