Sjælen og tonerne

Kære læsere

Hvad er musikalitet? og hvorfra kommer musikkens væsen?

I bogen af Jette Rymer “Musik i opvæksten” citeres Steiner for “en definition på det musikalske”:
“Hvad er det musikalske? det som man ikke hører! Det, som man hører, er aldrig musikalsk. Tager De tidsoplevelsen mellem to toner, som klinger i melos, så hører De intet for det, De så hører, er klingende toner. Men det, som De uden at høre det oplever mellem tonerne, dette er i virkeligheden musikken, thi dette er det åndelige ved sagen, mens det andet er det sanselige udtryk for det”.

Steiner beskriver altså, at musikkens væsen ikke er tonerne eller noderne. Men musikken kan komme til udtryk igennem det tilgængelige materiale, men er samtidigt ikke musikkens væsen i sig.

Musikken taler således til mennesket ikke i den enkelte tone, men imellem tonerne, og deri gemmer sig musikkens væsen.

I Steiners værk Det musikalskes væsen står der:” Når et menneskes belyses, danner dets skygge sig på væggen. Det er ikke det virkelige menneske. Således er den musik, som skabes her i det fysiske, kun en skygge af devachans langt højere musik”. Her mener Steiner at musikken og tonerne hentes fra sjælen, som er forbundet med den verden, som ikke kan opfattes umiddelbart af menneskets sanser men må opfattes igennem sjælens evne til at forbinde sig med devachanverdenen.

Devachanverdenen opfattes som en slags drømmeverden og kan opnås igennem meditation, dagdrømmeri eller søvnen. I devachanverdenen åbner der sig en inspiration til nyskabelse, hvorefter denne nyskabelse kan bringes til denne verden.

I devachanverdenen er det muligt at opleve den verden, hvor musikkens væsen hører hjemme. I devachanverdenen er tonerne ikke umiddelbart uhøre for det fysiske øre. Men mennesket kan alligevel til dels bringe devachanverdenens toner med sig her på jorden, og dermed kan mennesket også få adgang til devachanverdenen via musikken.

Det musiskes væsen opfanges altså, ifølge Rudolf Steiner, ikke i de hørbare toner, men opfattes når man forbinder sig med musikkens væsen imellem tonerne der høres.

Kærligst Manuela

Findes der talenter i vore dage?

Kære læsere

I denne blog vil jeg med udgangspunkt i filosoffen Dorte Jørgensen skrive om kunstnerisk kreativitet og talent.

Med talent mener jeg en kunstner eller musiker, som besidder evnen til kunstnerisk kreativitet, og derfor kan defineres som et talent eller geni.

Ifølge Dorte Jørgensen defineres kunst ud fra det, vi betegner som kunst. Denne definition af, hvad kunst og et talent er, er i høj grad det, som kunstinstitutionerne udpeger som gældende.

Hun siger desuden, at hvordan et talent bør defineres, opleves som en demokratisk proces for tilhængerne af en kunstoplevelse. Men i virkeligheden er denne proces ifølge Jørgensen åndløs. Konsekvensen er, at kunstopfattelsen bliver subjektiv, og at det ikke længere er muligt at skelne mellem, hvad der er et talent, og hvad der ikke er.

Man kunne så spørge hvis dette er kriteriet i vore dage i forsøget på at definere, hvad et talent er, formår vi så at overskride den enkelte kunstinstitutions smag eller præference for, hvad der skal defineres som et talent? Og er det så overhovedet muligt at diskutere, hvad et talent er, hvis der ikke er en almen forståelse for, hvad et talent kan være?
Jørgensen skriver desuden: ” I dag er det netop blevet sådan, at hvis nogen finder behag i noget, bliver det pågældende udnævnt til at være kunst”.

I Filosoffen Kants begreb om kunsten skelner han mellem imellem håndværk og kunst. Men i dag skelner man ikke længere mellem disse to begreber ifølge Jørgensen. Dette beror imidlertid på en misforståelse fordi kunst og håndværk er ikke det samme. Tendensen til at kalde et håndværk for kunst kommer af, at kunst i dag betragtes som finere end et håndværk. Og med det mener hun, at der profiteres af at kunne kalde et håndværk for kunst. Og kunst er det, der behager. Filosoffen Adorno ville derimod mene, at kunstens opgave ikke blot er at behage. Dette ville derimod blot være et udtryk for kulturindustriens selvtilstrækkelighed og blot forblive en privat smagsdom. Men Jørgensen påpeger også, at der ikke længere er meget håndværk i kunsten, og mener hermed, at meget af den kunst, der kommer til syne, er skabt af kunstnere, som ikke længere besidder et håndværk. Hun mener, at det i dag er fantasien, som er styrende faktor, om det er muligt at realisere sig som kunstner. Og hun mener, at skal man som kunstner have virkeliggjort sine ideer, må man ty til håndværkere for at få det realiseret. Hun mener, at manglen på håndværkmæssige færdigheder har medført, at kunsten er blevet allemandseje. Og heri opløses ifølge Jørgensen ideen om, hvad der er kunst, og hvem der kan betegnes som havende et talent.

Men hvad vægtes så højest i vurderingen af et muligt talent- er det evnen til ideen eller håndværket? Det er hverken- eller for Jørgensen. Hun mener derimod, at evnen til at pirre vægtes højere end evnen til at få ideer, og med denne udvikling, mener hun, kan enhver betegnes som kunstner.

Evnen til at pirre og gøre sig bemærket er i tidens ånd ifølge Jørgensen, hvor behovet for at realisere sig selv ved at være såkaldt kreativ vægtes højt. Derfor er det ikke længere vigtigt hverken at kunne beherske et håndværk eller at kunne skabe skøn kunst.

Jørgensen mener, at evnen til at pirre og realisere sig selv igennem et kreativt udtryk medfører, at man nu har mere fokus på personen frem for den kunst, som personen fremstiller, og heri mener Jørgensen, at kunsten ikke længere kan betragtes ud fra en almen betragtning.

Nu vurderes og bedømmes kunst og kunstnere af eksperter fra forskellige kunstinstitutioner, men samtidig gør den brede befolkning krav på at producere talenter uafhængigt af de pågældende kunstinstitutioner. I denne mekanisme mener Jørgensen, at det er i den enkeltes interesse ikke blot at skabe noget, men også være noget særligt, uden at skulle have kendskab til håndværket eller særlige færdigheder. Hun mener, at det at være særligt defineres som originalt, hvorimod genialitet ikke længere er et begreb i særlig høj kurs.

Originaliteten forstås i vore dage som noget, der ikke er set før. Men Jørgensen betvivler muligheden for at fremstille noget, der er helt nyt, og giver samtidig indtryk af, at hvis noget skal være originalt, må det intet efterligne. Hun mener, at dette er en avantgardistisk misforståelse, fordi originaliteten bliver forstået som noget, der er fuldstændig nyt.
Avantgarden derimod er i dialog med det bestående men formår samtidig at overskride det. Og det samme er gældende for det originale, at det ikke er uden forbindelse til traditionen.

Originalitet bliver ifølge Jørgensen misforstået i vore dage. Den enkelte gør krav på at realisere sig selv ved at være original og hermed tro, at man opfinder noget, der ikke er set før. I denne proces bekræftes den enkelte samtidig i at være noget særligt.

I vore dage fordeler kunstnere sig ifølge Jørgensen typisk i tre kategorier. Den første kategori er kunstnere, som ukritisk producerer populærkunst. Disse kunstnere kunne betragtes som talenter, som kulturindustrien producerer og anerkender. Den anden kategori er de kunstnere, som ønsker at tilføje kunsten spiritualitet eller en æstetisk vision til den nuværende kultur. Og den tredje kategori, som Jørgensen beskriver, er de kunstnere, som forsøger at fremprovokere en samfundsmæssig forandring. Til den tredje kategori hører også avantgarden, fordi disse kunstnere ikke blot ønsker at efterligne men også forandre, samt være forud for og medvirke til den sociale forandring.
Det væsentlige for den tredje kategori er dog, at kunstnere ifølge Jørgensen ønsker at frigøre sig fra restriktioner forårsaget af kulturindustrien. Denne frigørelse har i vore dage medført, at avantgarden ikke bare kritiserer, men helt vil frigøres fra kulturen og traditionen, for så efterfølgende at skabe noget på egne præmisser. Dette medfører dig en militant holdning ifølge Jørgensen, og resultatet bliver, at kunstnere nu forventes at kunne gennemskue fremtiden, at ideen bliver det væsentligste. I denne proces, mener Jørgensen, har kunstnere i dag mistet håndværket, fordi det ikke længere betragtes som det væsentligste i en kunstnerisk udfoldelse.

Kunstnere kan klare sig med fantasien alene, mener hun. Fantasien er allemandseje, og derfor er det nærliggende, at alle kan definere sig selv om som talenter og kunstnere. Men i denne proces bliver det ikke kunsten, der har forrang, men tværtimod den enkelte kunstner.

Den der bedst sælger sin idé bliver udnævnt til at være kreativ og talentfuld. Der er således en manglende forståelse i vore dage, at et talent har kendskab til et sæt færdigheder, og samtidig formår at overskride disse færdigheder ved hjælp af originalitet og genialitet.

Det vægtes højst, at den kunstneriske proces handler om den enkeltes kunstners kreative kilde til værkerne og produkterne.

Kunstnerens fantasi og kilde til kreativitet mødes både af forventning og foragt i den brede befolkning. Denne dobbelthed forårsager en usikkerhed om kunstens berettigelse, fordi den i sig selv er betydningstom uden kunstnerens evne til at sælge ideen.

Jørgensen mener, at samfundet ville være bedre stillet, hvis genialitet og talenter blev forstået som evnen til at kreere ud fra det foreliggende, samt ved at anerkende de håndværksmæssige kompetencer.
Der mangler lige nu ikke aspiranter, som forsøger sig ud i en karriere som popstjerner, men der mangler mennesker, som evner at kombinere den håndværksmæssige viden med kreativitet og idérigdom.

Kærligst Manuela

Menneskets erkendelse og kunsten

Menneskets erkendelse og kunsten

Kære Læsere

Lad os undre os over, hvad der sker med menneskets oplevelse af musikken og kunsten, når musikken bruges som et middel til at understøtte noget andet. Med det mener jeg, når musikken bruges som et produkt, der skal fremkalde for eksempel en bestemt følelse. Hvordan påvirker det så oplevelsen af musikken, når den bruges og forsvares som et middel til at opnå for eksempel en følelse af fred.

At anvende musikken som et middel til at opnå et mål er en tendens, som også kan ses andre steder end på Goldschmidts Musikakademi. I Folkeskolen indgår kunst også i fag som for eksempel musik og billedkunst. Frede V. Nielsen beskriver i tidsskriftet Folkeskolens Musiklærerforening, hvordan musiklærere retfærdiggør musikundervisningen i Folkeskolen. Der står blandet.” Den almindelige tendens er at henvise til typer af fag og aktivitet, som har høj status i den pågældende kultur på det pågældende tidspunkt. Set over en lang periode i den vestlige kultur vil det sige akademiske fag og praktiske nyttefag. Helt aktuelt er det de såkaldte PISA-fag, som vi har set, at også nogle musikfolk gerne henviser til, når de vil tale musikkens sag. Dette forhold peger i retning af musikfagets rådvildhed eller en fornemmelse af magtesløshed, når faget anskues på dets egne præmisser”.

Jeg kunne inddrage flere eksempler, men det vigtigste for mig er, at sætte fokus på, at der er en tendens i samfundet til at anvende kunsten som et middel til noget andet. Der er selvfølgelig forskel på, at henvise til, at musikken kan være medvirkende til at skabe færre konflikter, og så til at forsvare musikfaget i forhold til at legitimisere dets eksistensberettigelse i Folkeskolen ved at henvise til PISA-fagene. Men mekanismen viser den samme tendens, som er, at man forsvarer et kunstnerisk fag ved at henvise til aktiviteter og fag udenfor kunstens væsen.

Frede V. Nielsen møder endvidere Thomas Blachman i en samtale. Denne samtale er arrangeret og optaget af Asterisk Tv (produceret af Det Pædagogiske Universitet). En samtale fra tårnet, hvor de diskuterer de kraftige nedskæringer, som truer musikfaget i vores samfund. I den forbindelse udtaler Thomas Blachman: ” Vi må spørge os selv, hvad vil vi. Det er et fundamentalt spørgsmål: Hvad for et menneskesyn vil vi have i det 21. århundrede? Hvorfor skal vi nedprioritere det eneste alternativ, der i virkeligheden findes til alt det andet lort, opmaterialiseringen og at unge mennesker skal lede uden for sig selv. Musikken er adgangsbilletten til en form for egen dialog. En adgangsbillet til at kunne føle en indefrakommende luksus, som i den grad kan konkurrere med den udefrakommende luksus, nemlig i form af et indre liv. VI lever i et samfund, der idealiserer professoratet, de højtstående uddannelser og mennesker, hvor det hele er oppe i hovedet.

Thomas Blachmann og Frede V. Nielsen er begge enige i, at de kunstneriske fag har trange kår i form af nedskæringer, samt at de bliver forsvaret ved at henvise til andre værdier og formål end det formål, der kunne ligge i kunsten selv. Thomas BLachmann kritiserer endvidere en idealisering af et samfund, hvor mennesket, der lever oppe i hovedet, som han selv udtrykker det, bliver idealiseret. Samtidigt kunne man også spørge, om Blachmann ikke også vil bruge musikken som et middel eftersom han mener, at den er en adgangsbillet til det indre liv.

Jeg er interesseret i at undersøge de kreatives fags ophav, det vil sige ikke kun musikken eller billedkunstens væsen men den kreative åre, som ligger bag et kunstnerisk udtryk. Dertil kunne man også undre sig over, om musikken af sig selv er fredsskabende? Har freden nødvendigvis noget af gøre med musikkens væsen?

Kærligst Manuela

Hvad vil kunsten os?

Hvad kunsten vil os, og hvad vi kan lære af den.

Kære læsere

Hvad kunsten vil os, og hvad vi kan lære af den.

Kære læsere
Denne blog har til hensigt at fokusere på kunstens væsen og de kreative fags vilkår. Derudover er den ment som en hjælp til dem, der i det daglige arbejder med kunst, og som gerne vil have udvidet deres forståelse af kunstens væsen, når den anvendes.

Indledningsvis vil jeg starte med at inddrage et perspektiv, som har været fremme i medierne netop vedrørende de kreative fags vilkår i Danmark.

Kjeld Fredens, der er læge og forsker, har udtalt, at hvis et fag bruges som middel til et mål i andre sammenhænge, og her henviser han til, at det oftest er det der sker med de kreative fag, så skal de kreative fag understøtte et andet fag eller en anden sag, hvilket han understreger er en forkert betragtning.”

Når et kunstnerisk fag udelukkende anvendes som et middel, så forsvinder dets værdi i sig selv.
Men er det nu sådan? Det virker ikke til, at de kunstneriske fag er forsvundet. De kan være forsvundet på den måde, at de må stå i skyggen af et andet fag eller en anden sag.

Men hvad er så forsvundet, hvis det ikke er kunsten? Og kunne vi havde vundet noget i denne forsvindelsessag? Med filosof Theodor Adorno in mente kunne man sige, at vi har vundet en grundlæggende oplevelse af, at noget ikke er som det kunne være, og det, der er forsvundet, må findes i bevidstheden om vores manglende erkendelse af kunstens væsen.

Kunstens væsen spiller os et puds.

Vi kan altså ikke forvente, at bare fordi vi spiller musik, så bliver vi også bedre til matematik. Så enkelt er det ikke.

”Men hvis der argumenteres for, at de kreative fag, når de anvendes som et mål i sig selv, samtidig bliver et endnu bedre middel til noget andet, er vi så kommet udover målmiddeltænkningen i den argumentation?”

Eller er vi blot fanget i kulturens irrationelle tag ved at fokusere målrettet på de kreative fag for blot at kalde dem målet, selvom de egentlig er et middel til noget andet?

Er det et vilkår for de kreative fag, at de er underlagt en kulturel tendens til at være et middel til noget andet i disse år?

På Goldschmidts Musikakademi, som jeg stiftede bekendtskab med i forbindelse med min uddannelse til filosof, anvender de musikken som et fredsskabende middel. Goldschmidts Musikakademi har altså en pædagogisk dimension, hvor musikken bliver et fag som bruges til fredsskabelse.

Man kunne samtidigt også spørge, om det nu er så vigtigt, at musikken og kunsten skal være et mål i sig selv. Jeg synes, det er nobelt at ville skabe fred i verden med musikken som et middel til dette mål.

Er det musikkens og kunstens væsen i det hele taget at skulle kunne noget særligt?

Jeg opfordrer til, at vi reflekterer over, hvad kunstens væsen egentligt er?

Og for at dette er muligt, må der være et frirum. Et frirum, hvor de kreative fag ikke skal kunne noget bestemt. Det betyder også, at de kreative fag og kunsten skal vægtes som målet i sig selv, og derudfra afsløre sig selv.

At kunsten og de kreative fag så også kan være et middel til noget andet, betragter jeg mere som en positiv bivirkning, og ikke som essensen af kunstens væsen.

Kærligst Manuela

Filosofisk salon om tillid og glæde

Kære læser

Det glæder os, at kunne tilbyde den første filosofiske salon med Dennis Døngart, cand.mag. i filosofi, og Manuela Rauff.

Dennis holder et filosofisk oplæg om emnet, det akkompagneres undervejs af sang og harpe af Manuela, og slutteligt vil der være rum for fælles samtale.En filosofisk salon vil have en varighed af ca. 1½ time i alt.

Vi har valgt tillid og glæde som det første emne i vores filosofiske salen. Dennis skriver herunder lidt om det:

“Hvordan finder vi ind i tillid og glæde? Vi finder ind i tillid og glæde ved at leve i overensstemmelse med vores egen natur. Vores egentlige natur består af kvaliteter som blandt andet tillid og glæde. Men vi bekymrer os og er ikke altid i kontakt med den naturlige glæde. Så hvorfor er vi ikke det? Og måske mere vigtigt – hvordan kan vi finde ind i tilliden og glæden.

Vi kan lade os inspirere af naturens skabninger omkring os. Som liljen på marken og fuglen under himlen, der lever i overensstemmelse med deres natur og ikke forsøger at være andet og mere end det, de egentlig er. Liljen, som måske udefra set synes lille og undseelig, står på marken i sin egen værdighed ude tanke på at skulle være noget andet eller være et andet sted. Og fuglen samler til dagen og vejen uden at bekymre sig om at samle sammen i store mængder.

Disse ord om liljen på marken og fuglen under himlen, er nok gammelkendte ord, vi nok alle. Og de kan inspirere os lige så vel som de har inspireret Søren Kierkegaard. Hvad tænkte Kierkegaard om liljen på marken og fuglen under himlen? Hvad tænkte Kierkegaard om tillid og glæde? Hvad tænker du?”

Book os på tlf 29846393 til Dennis eller på tlf 26361328 til Manuela.

Vi glæder os til at møde jer.

Kærligst Dennis og Manuela

musikkens væsen

Kære læser

Kan musikken tale?

Når jeg sidder fordybet i musikken taler den taler jo ikke til mig direkte. Dens væsen er ikke som en ven med hvem jeg kan have en direkte dialog.

Men alligevel er der en ubegribelig tale i musikken, som griber ind i min krop mit sind og min sjæl.

Det ubegribelige har jeg haft så svært ved at forklare, og måske er det ubegribelige i musikkens væsen også medvirkende til, at det er så vanskeligt at måle hvorledes musikken indvirker på mennesket.

Men alligevel anvendes musikken til mange konkrete formål, på trods af musikkens ubegribelige væsen.

Det kan være jeg tager fejl, og jeg er jo stadig på en musisk rejse.

Men jo mere jeg mærker tonens væsen jo mere opfanger jeg, at der i en tone eksisterer andre tonekombinationer, som ikke umiddelbart lader sig synliggøre.

Og derudover sanser jeg et rum imellem tonerne, hvor jeg oplever en verden af noget forunderligt.

Engang sagde en dirigent til mig: ”Manuela,- sørg for hver gang du synger denne passage, at det er ligesom…. Ja ligesom når du sidder ved morgenbordet, og en beder dig om mælken,- du rækker vedkommende mælken, mælken er tonen. Men det der skaber tonens skønhed og præcision er ikke mælken- det blot et udtryk for det. Mælken er det som man ser og hører. Men skønheden ligger i fornemmelsen for hvornår du slipper mælken, og hvornår den anden griber efter mælken. Slippes der for tidligt- spildes mælken. Slippes der for sent – kæmpes der om mælken. Det udefinerbare øjeblik hvor mælken slippes og gribes efter- der skabes tonen og skønheden”

Der langt fra et morgenbord til et teater med et orkester. Men pludselig blev morgenbordet til teatret, og teatret til morgenbordet.

Og det hele endte ligeså ubegribeligt som musikkens væsen griber i mig……

Kærligst Manuela

Glædelig Jul

Kære læser jeg ønsker dig en rigtig glædelig jul.

Julen har altid været fællesskabet og hjerternes fest for mig.

I flere år har jeg sunget i kirker i forbindelse med julen, og jeg synes det bringer glæde, når vi alle stemmer i og synger sammen.

For mange år siden sang jeg En Rose så jeg skyde i en kirke ved juletid. Jeg mindes at skulle gå hele vejen op langs kirken, mens jeg sang det første vers.

Min kjole var så lang, og jeg var ved at snuble flere gange i den, men jeg gjorde mit bedste for at ingen skulle opdage det.

En Rose så jeg Skyde klinger ikke kun i mig som en kirkesang, men siden jeg var barn har vi sunget den juleaften rundt om træet.
Vi gik hånd i hånd rundt om træet, mens vi sang. Vi går stadig hånd i hånd, og denne aften er nok den eneste aften på året, hvor vi holder i hinandens hænder på tværs af generationer, med et håb om en dejlig aften.

For flere år siden holdte jeg jul alene, der var ingen hænder at holde i. I starten af aftenen kan jeg huske, at jeg købte meget kage for at dulme min længsel efter hænder at holde i og ved.
Men som aftenen gik blev jeg rolig, og forbandt mig i mit indre liv med julens budskab om hjertelighed og fællesskab.

Uanset om du holder jul i fællesskab med andre, eller alene. Så ønsker jeg dig en rigtig glædelig jul i fællesskabets navn.
En Rose så jeg skyde kan du høre på youtube linket—
Glædelig Jul
Kærligst Manuela

Lad sjælen stemme i, og lad kroppen synge med.

Kære Læser…

Lad sjælen stemme i, og kroppen synge med.

Sangen og det at synge har altid været et befriende rum for mig, hvori min sjæl, sind og krop i samklang har fundet en udtryksmulighed, som talen ikke har givet mig på samme måde.

Jeg husker, at jeg som barn vandrende rundt i en skov, nær mit barndomshjem og sang. Naturens forunderlige og vidunderlige lyde sang til mig, og jeg svarede tilbage med min sang.

Vi delte stemninger for en stund naturen og jeg, og i sangen blev vi et fælles stemningsbillede, som ikke kunne indfanges i den såkaldte almindelige tale.

Sangen er et mysterium og en skattekiste, der indfanger og omfavner det rum i mig, som ellers ikke umiddelbart finder en udtryksmulighed. Jeg oplever sangens mystiske-rum som umiddelbar, og så ligetil at den i sin tilgængelig, gør mig ligeså tilgængelig, samt nøgen for mig selv om min omverden.’

Jeg husker at jeg engang skulle til en audition og havde øvet og øvet. På et tidspunkt, dagen inden, følte jeg mig stadig ikke parat til at tage til den audition. Jeg snakkede i tlf med en veninde, som sagde:

” måske er det bare tidspunktet nu, hvor du fokuserer på at komme med det du har, og den du er.”

Jeg ved faktisk ikke, om det er muligt at komme som en anden, og jeg tænkte længe over, om det ville være muligt at komme med andet ?

Jeg mærkede dog klart intensionen i den beroligende tone, hvor hensigten var, at hvile i alt det jeg havde øvet indtil nu, og så fokusere på at finde roen i at præsentere mig selv, og min sang.

Måske ville det være muligt, hvis jeg ikke stod i roen, at præstere under evne grundet nervøsiteten. Men såfrem at jeg befandt mig i det rum, var jeg så egentligt hengivet til sangens rum? eller var det så blot et andet rum jeg befandt mig i?

Jeg har erfaret, at sangens rum ophæver ikke kun min såkaldte almindelige tale, men også min trang til at kontrollere sangformen udelukkende udfra min egen viljes sangkraft.

Sangens sande rum kan ikke andet end at synliggøre den jeg er, og det jeg har.

Sangen Alo Aloha er en bøn om at finde kærlighed og nærvær i sangens velsignelsesrum.

God fornøjelse

Kærligst Manuela

Musikalsk Legestue…

Kære læser..

Jeg underviser nu i musikalsk legestue, og som udgangspunkt ønsker jeg at dele min glæde til musikken.

Musikken er mere en livsstil for mig end det er et arbejde, og jeg brænder for at dele musikkens nuancerede sprog.

At vælge at gå til musikalsk legestue er vigtigt fordi det bl.a udviker:

Fornemmelse for kroppens klangrum. Samarbejdsevnen. Empati. Selvværd. Selvtillid. Kreativitet.
Sproget. Stemmen. Kropsbevidsthed. Visualiseringsevnen….

Barnets musikalske udvikling starter allerede i fosterstilstanden. Øret begynder at udvikle sig ganske tidligt, og er fuldstændigt aktivt i 24. uge.

Det lydunivers fosteret er omgivet af er bemærkelsesværdigt rigt på alle mulige forskellige lyde; indre rumlen, lymfebevægelser, når der fordøjes og hjerterytmen som en slags galop. Men fosteret hører også de ydre lyde, såsom fx moderens stemme, og der bliver skabt en forbindelse via stemmen mellem mor/barn. (Faderens stemme hører barnets selvfølgelig også).

Efter fødslen reagerer/husker barnet lyden fra en bestemt stemme, den stemme som barnet var speciel bevidst om i fosterstadiet. At synge for barnet i fosterstilstanden (og når det er født) kan skabe nærhed, tryghed. En grundstemning af tryghed indeni, som barnet har med sig, når det senere begiver sig selvstændigt ud i livet.
Inden barnet lærer vores sprog at kende har det allerede et sprog hvormed det kommunikerer. Vi kunne kaldet sproget volapyk (volapyk betyder vrøvl). Vi kan ikke forstå ordene, men i alt, hvad der bliver sagt, er der en følelse, et behov bag, derfor er det et sprog.

Musikken er ofte kaldet følelsernes sprog.

Allerede når barnet er ca 1,5- 2 mdr gammelt, er det istand til at følge tonelejet, styrken og den melodiske gang i fx moderens stemme. Fra det stadie er det meget ønskværdigt at begynde improviseret volapyksang, hvor der leges med toneleje, og man efterligner hinandens lyde.

At lege med lyde er som gymnastik for den sproglige udvikling. Fonetik læres igennem en vrøvleproces. Barnet lærer først at tale rent ved at vrøvle.

At synge/snakke volapyk sprog er også en følelsesforløsende, befriende og smuk oplevelse.
Det er utrolig vigtigt at være bevidst om at give opmærksomhed, og stimulere en stemmemæssig og musikalsk udvikling for barnet, da det generelt forholder sig sådan, at jo mere et barn præsenteres for musik, poesi og højtlæsning i barndommen, jo mere fuldtonet udvikler stemme, og sproget sig til at blive. (Med sproget mener jeg både det nonverbale, samt det verbale sprog).

I den musikalske legestue opmuntrer vi vokalisationen ved at synge, lege klappelege, spille på instrumenter, lytter til historier.
Alt dette er vigtigt, men det er også vigtigt at møde barnet i dets pludren, småsnakken og egne spontane sange og lyde.

At barnet bliver mødt i dets pludren er med til at styrke selvværdet, og barnet får meget tidlig en fornemmelse af stemmen, som et vigtigt redskab til at kommunikere med omgivelserne. Nogle børn kan have meget stor glæde af, at man oversætter deres volapyksprog til dansk.

I den musikalske legestue arbejder vi med musikken som brobygning til at forstå og lytte til hinanden.

En af de mest basale evner er evnen til at lære at lytte…

Jeg tænker, at der er brug for en kvalitativ gennemgang af musik og sang. Jo mere børnene præsenteres for, før de begynder skolegangen, jo nemmere bliver overgangen for dem. Arbejdet med musik giver færdigheder, som det at kunne lytte, at kunne bearbejde visuel information, samt det at kunne koordinere bevægelser mellem hjerne, sind og krop.
Når børnene bliver mere opmærksomme på at lytte, bliver de automatisk mere opmærksomme på de mange forskellige nuancer i sproget, i musikken og i andres og egne følelser og tanker.

Igennem det at blive præsenteret for poesi, musikkens mange genrer, forskellige instrumenter, forskellige dialekter og fremmede sprog, samt igennem at synge, lytte til sangere osv- vokser barnets opmærksomhed og musikalske horisont. Bevidstheden udvikler sig mere og mere, tænkningen bliver mere abstrakt, og de musikalske færdigheder udvikles.

Nedenunder kan du se en lille video med sangen” jeg ved en lærkerede”. Tegningen er lavet af min datter, som elsker at male, mens hun lytter til musik.
God fornøjelse…
Kh Manuela

hvad siger andre?

”Manuelas musik emmer af inderlighed og omsorg. Den er smuk, henførende og meget stemningsfuld.
Når jeg lytter til Manuelas stemme, ord og toner, tager det mig om hjertet og vækker en indre fred.
Særligt det at høre Manuela live er en stor oplevelse. Men hendes indspillede musik kan også varmt anbefales.
Manuela besidder et musikalsk højt niveau med en smuk sopran akkompagneret af et præcist og formfuldendt harpespil.” Dennis Døngart

‘Forestil dig de smukkeste toner brede sig intenst i krop og tanke, hvor sang akkompagnerer på fineste poetiske vis. Sådan er min oplevelse af Manuela’s harpespil og sang!’ Benedikte Rousing

Manuela leverer poetisk, fantasifuld og fængende musikalitet
”Flere gange har jeg haft fornøjelsen af at opleve Manuela performe med musik, sang og fortælling, ligesom jeg har oplevet foredrag med indbygget demonstration af lydhealing. Det har hver gang været en god oplevelse!
Sammen har Manuela, Giancarlo Cossu og jeg spillet og sunget sammen, bl.a. har videoptaget Manuelas bidrag til konkurrence om ”den bedste nye julesang”. Jeg kan kun sige, Manuela er yderst behagelig at samarbejde med musikalsk, meget åben, positiv og nærværende altid.” Kirsten Haslund

“Med sine ord og sin musik, mestrer Manuela kunsten at beskrive det ubeskrivelige”. Lisabet Joronn Jensen.

” Jeg havde taget min veninde med til Manuelas koncert. Jeg tænkte det ville være godt for hende, da hun et halvt år tidligere havde mistet sin mand, og havde været knuget , trist og uforløste siden hans død.
Efter koncerten var hun meget berørt og de næste 2 dage græd hun og nåede frem mod en forløsning af alle de indelukkede følelser.” Anonym

“Det er det bedste jeg nogensinde har oplevet´,-Jeg havde hele tiden lyst til at lukke øjnene og flyde med”. Anonym