Menneskets erkendelse og kunsten

Menneskets erkendelse og kunsten

Kære Læsere

Lad os undre os over, hvad der sker med menneskets oplevelse af musikken og kunsten, når musikken bruges som et middel til at understøtte noget andet. Med det mener jeg, når musikken bruges som et produkt, der skal fremkalde for eksempel en bestemt følelse. Hvordan påvirker det så oplevelsen af musikken, når den bruges og forsvares som et middel til at opnå for eksempel en følelse af fred.

At anvende musikken som et middel til at opnå et mål er en tendens, som også kan ses andre steder end på Goldschmidts Musikakademi. I Folkeskolen indgår kunst også i fag som for eksempel musik og billedkunst. Frede V. Nielsen beskriver i tidsskriftet Folkeskolens Musiklærerforening, hvordan musiklærere retfærdiggør musikundervisningen i Folkeskolen. Der står blandet.” Den almindelige tendens er at henvise til typer af fag og aktivitet, som har høj status i den pågældende kultur på det pågældende tidspunkt. Set over en lang periode i den vestlige kultur vil det sige akademiske fag og praktiske nyttefag. Helt aktuelt er det de såkaldte PISA-fag, som vi har set, at også nogle musikfolk gerne henviser til, når de vil tale musikkens sag. Dette forhold peger i retning af musikfagets rådvildhed eller en fornemmelse af magtesløshed, når faget anskues på dets egne præmisser”.

Jeg kunne inddrage flere eksempler, men det vigtigste for mig er, at sætte fokus på, at der er en tendens i samfundet til at anvende kunsten som et middel til noget andet. Der er selvfølgelig forskel på, at henvise til, at musikken kan være medvirkende til at skabe færre konflikter, og så til at forsvare musikfaget i forhold til at legitimisere dets eksistensberettigelse i Folkeskolen ved at henvise til PISA-fagene. Men mekanismen viser den samme tendens, som er, at man forsvarer et kunstnerisk fag ved at henvise til aktiviteter og fag udenfor kunstens væsen.

Frede V. Nielsen møder endvidere Thomas Blachman i en samtale. Denne samtale er arrangeret og optaget af Asterisk Tv (produceret af Det Pædagogiske Universitet). En samtale fra tårnet, hvor de diskuterer de kraftige nedskæringer, som truer musikfaget i vores samfund. I den forbindelse udtaler Thomas Blachman: ” Vi må spørge os selv, hvad vil vi. Det er et fundamentalt spørgsmål: Hvad for et menneskesyn vil vi have i det 21. århundrede? Hvorfor skal vi nedprioritere det eneste alternativ, der i virkeligheden findes til alt det andet lort, opmaterialiseringen og at unge mennesker skal lede uden for sig selv. Musikken er adgangsbilletten til en form for egen dialog. En adgangsbillet til at kunne føle en indefrakommende luksus, som i den grad kan konkurrere med den udefrakommende luksus, nemlig i form af et indre liv. VI lever i et samfund, der idealiserer professoratet, de højtstående uddannelser og mennesker, hvor det hele er oppe i hovedet.

Thomas Blachmann og Frede V. Nielsen er begge enige i, at de kunstneriske fag har trange kår i form af nedskæringer, samt at de bliver forsvaret ved at henvise til andre værdier og formål end det formål, der kunne ligge i kunsten selv. Thomas BLachmann kritiserer endvidere en idealisering af et samfund, hvor mennesket, der lever oppe i hovedet, som han selv udtrykker det, bliver idealiseret. Samtidigt kunne man også spørge, om Blachmann ikke også vil bruge musikken som et middel eftersom han mener, at den er en adgangsbillet til det indre liv.

Jeg er interesseret i at undersøge de kreatives fags ophav, det vil sige ikke kun musikken eller billedkunstens væsen men den kreative åre, som ligger bag et kunstnerisk udtryk. Dertil kunne man også undre sig over, om musikken af sig selv er fredsskabende? Har freden nødvendigvis noget af gøre med musikkens væsen?

Kærligst Manuela

Del: