Findes der talenter i vore dage?

Kære læsere

I denne blog vil jeg med udgangspunkt i filosoffen Dorte Jørgensen skrive om kunstnerisk kreativitet og talent.

Med talent mener jeg en kunstner eller musiker, som besidder evnen til kunstnerisk kreativitet, og derfor kan defineres som et talent eller geni.

Ifølge Dorte Jørgensen defineres kunst ud fra det, vi betegner som kunst. Denne definition af, hvad kunst og et talent er, er i høj grad det, som kunstinstitutionerne udpeger som gældende.

Hun siger desuden, at hvordan et talent bør defineres, opleves som en demokratisk proces for tilhængerne af en kunstoplevelse. Men i virkeligheden er denne proces ifølge Jørgensen åndløs. Konsekvensen er, at kunstopfattelsen bliver subjektiv, og at det ikke længere er muligt at skelne mellem, hvad der er et talent, og hvad der ikke er.

Man kunne så spørge hvis dette er kriteriet i vore dage i forsøget på at definere, hvad et talent er, formår vi så at overskride den enkelte kunstinstitutions smag eller præference for, hvad der skal defineres som et talent? Og er det så overhovedet muligt at diskutere, hvad et talent er, hvis der ikke er en almen forståelse for, hvad et talent kan være?
Jørgensen skriver desuden: ” I dag er det netop blevet sådan, at hvis nogen finder behag i noget, bliver det pågældende udnævnt til at være kunst”.

I Filosoffen Kants begreb om kunsten skelner han mellem imellem håndværk og kunst. Men i dag skelner man ikke længere mellem disse to begreber ifølge Jørgensen. Dette beror imidlertid på en misforståelse fordi kunst og håndværk er ikke det samme. Tendensen til at kalde et håndværk for kunst kommer af, at kunst i dag betragtes som finere end et håndværk. Og med det mener hun, at der profiteres af at kunne kalde et håndværk for kunst. Og kunst er det, der behager. Filosoffen Adorno ville derimod mene, at kunstens opgave ikke blot er at behage. Dette ville derimod blot være et udtryk for kulturindustriens selvtilstrækkelighed og blot forblive en privat smagsdom. Men Jørgensen påpeger også, at der ikke længere er meget håndværk i kunsten, og mener hermed, at meget af den kunst, der kommer til syne, er skabt af kunstnere, som ikke længere besidder et håndværk. Hun mener, at det i dag er fantasien, som er styrende faktor, om det er muligt at realisere sig som kunstner. Og hun mener, at skal man som kunstner have virkeliggjort sine ideer, må man ty til håndværkere for at få det realiseret. Hun mener, at manglen på håndværkmæssige færdigheder har medført, at kunsten er blevet allemandseje. Og heri opløses ifølge Jørgensen ideen om, hvad der er kunst, og hvem der kan betegnes som havende et talent.

Men hvad vægtes så højest i vurderingen af et muligt talent- er det evnen til ideen eller håndværket? Det er hverken- eller for Jørgensen. Hun mener derimod, at evnen til at pirre vægtes højere end evnen til at få ideer, og med denne udvikling, mener hun, kan enhver betegnes som kunstner.

Evnen til at pirre og gøre sig bemærket er i tidens ånd ifølge Jørgensen, hvor behovet for at realisere sig selv ved at være såkaldt kreativ vægtes højt. Derfor er det ikke længere vigtigt hverken at kunne beherske et håndværk eller at kunne skabe skøn kunst.

Jørgensen mener, at evnen til at pirre og realisere sig selv igennem et kreativt udtryk medfører, at man nu har mere fokus på personen frem for den kunst, som personen fremstiller, og heri mener Jørgensen, at kunsten ikke længere kan betragtes ud fra en almen betragtning.

Nu vurderes og bedømmes kunst og kunstnere af eksperter fra forskellige kunstinstitutioner, men samtidig gør den brede befolkning krav på at producere talenter uafhængigt af de pågældende kunstinstitutioner. I denne mekanisme mener Jørgensen, at det er i den enkeltes interesse ikke blot at skabe noget, men også være noget særligt, uden at skulle have kendskab til håndværket eller særlige færdigheder. Hun mener, at det at være særligt defineres som originalt, hvorimod genialitet ikke længere er et begreb i særlig høj kurs.

Originaliteten forstås i vore dage som noget, der ikke er set før. Men Jørgensen betvivler muligheden for at fremstille noget, der er helt nyt, og giver samtidig indtryk af, at hvis noget skal være originalt, må det intet efterligne. Hun mener, at dette er en avantgardistisk misforståelse, fordi originaliteten bliver forstået som noget, der er fuldstændig nyt.
Avantgarden derimod er i dialog med det bestående men formår samtidig at overskride det. Og det samme er gældende for det originale, at det ikke er uden forbindelse til traditionen.

Originalitet bliver ifølge Jørgensen misforstået i vore dage. Den enkelte gør krav på at realisere sig selv ved at være original og hermed tro, at man opfinder noget, der ikke er set før. I denne proces bekræftes den enkelte samtidig i at være noget særligt.

I vore dage fordeler kunstnere sig ifølge Jørgensen typisk i tre kategorier. Den første kategori er kunstnere, som ukritisk producerer populærkunst. Disse kunstnere kunne betragtes som talenter, som kulturindustrien producerer og anerkender. Den anden kategori er de kunstnere, som ønsker at tilføje kunsten spiritualitet eller en æstetisk vision til den nuværende kultur. Og den tredje kategori, som Jørgensen beskriver, er de kunstnere, som forsøger at fremprovokere en samfundsmæssig forandring. Til den tredje kategori hører også avantgarden, fordi disse kunstnere ikke blot ønsker at efterligne men også forandre, samt være forud for og medvirke til den sociale forandring.
Det væsentlige for den tredje kategori er dog, at kunstnere ifølge Jørgensen ønsker at frigøre sig fra restriktioner forårsaget af kulturindustrien. Denne frigørelse har i vore dage medført, at avantgarden ikke bare kritiserer, men helt vil frigøres fra kulturen og traditionen, for så efterfølgende at skabe noget på egne præmisser. Dette medfører dig en militant holdning ifølge Jørgensen, og resultatet bliver, at kunstnere nu forventes at kunne gennemskue fremtiden, at ideen bliver det væsentligste. I denne proces, mener Jørgensen, har kunstnere i dag mistet håndværket, fordi det ikke længere betragtes som det væsentligste i en kunstnerisk udfoldelse.

Kunstnere kan klare sig med fantasien alene, mener hun. Fantasien er allemandseje, og derfor er det nærliggende, at alle kan definere sig selv om som talenter og kunstnere. Men i denne proces bliver det ikke kunsten, der har forrang, men tværtimod den enkelte kunstner.

Den der bedst sælger sin idé bliver udnævnt til at være kreativ og talentfuld. Der er således en manglende forståelse i vore dage, at et talent har kendskab til et sæt færdigheder, og samtidig formår at overskride disse færdigheder ved hjælp af originalitet og genialitet.

Det vægtes højst, at den kunstneriske proces handler om den enkeltes kunstners kreative kilde til værkerne og produkterne.

Kunstnerens fantasi og kilde til kreativitet mødes både af forventning og foragt i den brede befolkning. Denne dobbelthed forårsager en usikkerhed om kunstens berettigelse, fordi den i sig selv er betydningstom uden kunstnerens evne til at sælge ideen.

Jørgensen mener, at samfundet ville være bedre stillet, hvis genialitet og talenter blev forstået som evnen til at kreere ud fra det foreliggende, samt ved at anerkende de håndværksmæssige kompetencer.
Der mangler lige nu ikke aspiranter, som forsøger sig ud i en karriere som popstjerner, men der mangler mennesker, som evner at kombinere den håndværksmæssige viden med kreativitet og idérigdom.

Kærligst Manuela

Del: